Jeg fik mit første anfald, da jeg var 16, jeg var dog så heldig, at det foregik mens jeg sov, så den eneste viden jeg har om det, er hvad der efterfølgende er blevet fortalt.

Jeg vækkede min familie, da jeg faldt ned af trappen fra stueetagen, vi fandt aldrig ud af om jeg faldt ned pga. et anfald, eller om jeg fik et anfald ved at falde ned af trappen, men på gulvet for foden af trappen lå jeg. Der blev ikke spildt tid med at ringe til en ambulance, men der gik alligevel nogen tid, inden ambulance ankom, og da epilepsi ikke løber i familien, var der ingen, der rigtigt vidste, hvad der skulle gøres i denne tid. Mens de så på fortsatte mine kramper samtidigt med, at jeg viste tegn på åndenød, ved at mine læber fik blålige toner. Det var først efter at jeg var stoppet med at bevæge mig, at der kom professionel hjælp, og jeg blev kørt til Viborg hospital.

Da jeg vågnede dagen efter, var hele min krop øm, jeg vidste ikke hvor jeg var, og det føltes som om, jeg havde de vildeste tømmermænd. Intet gav mening, før jeg fik fortalt, at jeg havde haft et epileptisk anfald. På trods af dette blev der ikke gjort mere den dag. Da det hverken var noget jeg havde oplevet før, eller noget der løb i familien, og da jeg uden tvivl slog hovedet på vej ned af trappen, blev det fejet væk som noget, der kun ville ske denne ene gang.

Det var først et par måneder senere, da jeg igen havde et anfald, igen mens jeg sov, at der blev gjort noget ved det. Da jeg vågnede dagen derpå, fik jeg af vide, at jeg havde epilepsi, og at jeg skulle starte behandling med det samme. Jeg fik en recept på nogle piller kaldet Levetiracetam, som vi hentede på vejen hjem.

På denne dag startede en af de sværeste perioder i mit liv, ikke fordi at det påvirkede min hverdag særlig meget, men fordi jeg er en person, der altid har holdt mine problemer til mig selv. Jeg har nemlig den mentalitet til mine problemer, at det er mig, der skal løse dem, og hvis ikke jeg kan dette, kan jeg ikke være bekendt at få andre til at hjælpe mig med dem.

Dertil var det en periode, hvor jeg var på mange kurser og ture med spejder. Det at jeg altid skulle skrive i min tilmelding, at jeg er epileptiker, hvor jeg godt vidste, at det ville betyde, at der vil blive taget ekstra forbehold for mig, gjorde det meget værre end det i virkeligheden var. F.eks. kunne jeg ikke være med til vand- og klatreaktiviteter, uden at have ekstra sikkerhedsudstyr på, hvilket ikke altid var tilgængeligt, hvilket gjorde at jeg ofte bare stod og kiggede på, at de andre havde det sjovt. En anden ting der ikke blev nemmere med tiden var, at jeg skulle åbne mig op over for mennesker, jeg ikke kendte, og sige at jeg havde epilepsi, og hvad de skulle gøre, hvis jeg fik et anfald.

En anden oplevelse jeg har haft, var da jeg startede på medicinen. Da jeg først startede var jeg generelt mere sur i hverdagen, og der var også tilfælde, hvor jeg var decideret aggressiv over ting, som ikke gav mening at være aggressiv over. Men med tiden stilnede denne vrede sig, hvilket efterlod mig mere udmattet, end jeg nogensinde havde været før. Hver gang jeg prøvede at tænke, var det som om, at alting bare gik i sort. Jeg havde svært ved at finde de ord jeg gerne ville bruge, og ting jeg var sikker på at jeg havde lært, kunne jeg ikke længere huske. Sådan fortsatte det igennem hele min gymnasietid, indtil min afsluttende eksamen, hvor jeg i min læseferie stoppede med at tage min medicin, i håb om at det vil hjælpe til eksamenerne.

Det var også her, at jeg bestemte mig for, at jeg ville stoppe permanent med at tage min medicin. Der var flere grunde til at jeg valgte dette. En af disse var noget så simpelt som økonomi. Jeg vidste, at når først jeg flyttede hjemmefra ville jeg ikke længere have de 3 tusinde de kostede mig årligt. Så et par uger efter jeg fik min hue på, var jeg igen i Viborg, hvor jeg snakkede med overlægen, der gav god for, at jeg kunne starte med at trappe ud. Så det gjorde jeg, først var der et par uger, hvor jeg kun fik halv dosis, og derefter skulle jeg stoppe helt i seks måneder. Det skete derfor at jeg d. 16/01-2018 fik ”all-clear” fra hospitalet og nu er fri for epilepsi. Jeg håber, at hvis der er nogen der sidder derude og tænker, at de aldrig slipper for deres epilepsi, kan jeg kun sige, at hvis bare du holder ud, skal alting nok gå.

Skrevet af: Jeppe Amstrup

OBS: EpilepsiHjørnet anbefaler IKKE at man stopper sin medicin – heller ikke i en kortere periode, uden ens læge er indeover. Det er vigtigt at være opmærksom på at glemt medicin, øger risici for anfald og SUDEP (Sudden Unexpected Death in EPilepsy)

EpilepsiHjørnet

EpilepsiHjørnet er en ny forening, som ønsker at støtte de mange danskere, som har epilepsi og deres pårørende.

Det ønsker vi at gøre ved at være innovativ, ressourcestærk og lydhør.

STØT EpilepsiHjørnet

Støt os


– der er rigtig mange måder at gøre det på og vi bliver så utrolig glade.

Ønsker du at støtte EpilepsiHjørnets generelle arbejde, kan du sende et valgfrit beløb på denne side her:

> STØT EpilepsiHjørnet